Tilbage til toppen

Byudvikling i fællesskab

Byen er et demokratisk rum, og for os handler byudvikling om de mennesker, der bruger, færdes og lever i byen. Om at inddrage dem i de strategiske udviklingsprocesser og om i fællesskab at udvikle bæredygtige løsninger på byens udfordringer.

Vi faciliterer brugerdreven byudvikling med udgangspunkt i lokalmiljøer, og vi arbejder netværksbaseret og relationelt med at fremme den sociale mobilitet og med at aktivere lokale ressourcer og interesser i samskabende processer.

Vi åbner processen op og går i dialog med både offentlige institutioner, private virksomheder og civilsamfundet. Derved sikrer vi en økonomisk, social og kulturel bæredygtig byudvikling, der uafhængigt kan leve videre efter vores arbejde slutter.

En organisme i byen

Med rødder i Københavns aktivistiske muld skaber vi nye retninger for den borgerinddragende byudvikling. På en nedlagt bolsjefabrik i det københavnske Nordvest-kvarter mødte stifterne Christian Fumz og Jesper Koefoed-Melson hinanden. Fabrikken havde Christian fået stillet til rådighed til kulturelle og entreprenante aktiviteter for en midlertidig periode. Det blev startskuddet til GivRum, der et par år efter i 2010 blev stiftet for at sætte nye standarder for byens udvikling.

Siden har vi været engageret i udviklingsprocesser over hele landet, hvor vi bl.a. har arbejdet med udfordringerne i de boligsociale områder, udviklingen af Danmarks yderområder og aktivering af ubenyttede urbane rum og tomme bygninger.

Udgangspunktet har hele tiden været, at det lokale engagement og forankring skaber det mest solide fundament for en bæredygtig byudvikling.

Tilbage til toppen
Søger..