
Hvorfor ikke handle?
Det er ikke nogen hemmelighed, at vores drøm er at se flere tomme bygninger blive brugt af gode folk, der har noget på hjertet. Vi ønsker ikke at tage ejerskab over de enkelte ibrugtagninger og er derfor meget interesseret i at hjælp alle, der søsætter et projekt – bare der er et ønske om en inddragende og åben proces. Hvis det er tilfældet vil vi meget gerne gøre alt, hvad der står i vores magt for at gavne processen, og nedenfor ser du nogle af de ting, vi forestiller os at kunne hjælpe med:
Strategi for ibrugtagninger Professionel kontakt og kontrakt mellem ejer og bruger Mulige organiseringsformer Håndtering af økonomi og budgetter FundraisingNetværk
For at hjælpe nye initiativer involverer vi gerne vores voksende netværk, for at netop din drøm bliver til virkelighed. Der er mange, der har brug for et sted at udfolde sig, så kommer du med en idé eller en bygning, så forbinder vi dig gerne med andre lignende initiativer over hele landet. Vi har selv oplevet, hvor givtigt det er at opdage andre, der arbejder inden for samme område, og vi hjælper gerne dig med at blive inspireret og møde nogen, der kender udfordringerne og ved at det kan lade sig gøre.
Vi informerer løbende på vores facebookside om nye steder og tomme bygninger vi får kendskab eller adgang til. Vi håber dermed at kunne inspirere andre til at se det store potentiale, der er i at bruge de tomme bygninger. Vi opfordrer desuden alle til at bruge facebooksiden til at poste billeder af interessante steder, tage del i vores netværk og til at dele erfaringer. Med andre ord – hvis du smider en idé op på vores facebook, er der masser af gode mennesker til at gribe den.
Konsulentarbejde
Vi yder konsulentbistand til ejere af bygninger, hvor vi går aktivt ind i arbejdet med at ibrugtage de tomme bygninger og afdække de ressourcer og potentialer, der er i en enhver bygning, der har overlevet sit oprindelige formål. De enkelte ibrugtagningsforløb tilrettelægges, så de tilgodeser både ejer og brugers behov. Vores ydelse kan omfatte alt fra en indledende workshop til en fuldendt ibrugtagning, hvor vi står for hele forløbet, heriblandt netværksdannelse, fundraising og organisering.
Inspiration
Med udgangspunkt i vores erfaring indenfor brugerdrevne initiativer afholder vi gerne inspirerende oplæg, deltager i gå-hjem-møder og anden videndeling, der kan være med til at øge interessen for projekter og inspirere til nye måder at involvere brugere og borgere i en byudviklingsproces.
Hvis der er noget, der har vakt din opmærksomhed eller du er blevet nysgerrig og vil vide mere, vil det glæde os at besvare din henvendelse.
